Poul Henrik Due
Den lille virksomhed med det store netværk
Poul Henrik Due startede i september 2021 sin virksomhed detDuer. En virksomhed der står på de tre ben: undervisning, rådgivning og facilitering. Poul Henrik arbejder hovedsageligt med Facility management og byggeri med fokus på at skabe de bedst mulige processer og resultater inden for såvel opførelse som drift og anvendelse af bygninger. Fagområder der måske i endnu højere grad end andre fagområder er karakteriseret ved en meget travl hverdag, hvor prioritering af indsatsen er vital for at sikre et godt arbejdsmiljø.
Som 66-årig startede Poul Henrik hans egen virksomhed. Det kunne lige nås, inden han skulle på pension og nu har virksomheden kørt i lige godt et år. En drøm blev til virkelighed og kom på et rigtig godt tidspunkt. Efter 20 år i branchen, har Poul Henrik en del af erfaring og har fået et stort netværk. Så starten på detDuer, var også en test af hans netværk. Poul Henrik har de sidste mange år hentet opgaver ind til sine kolleger og ham selv. Så der var også flere af hans kunder, der kom med en opfordring til opstart af hans egen virksomhed.
Poul Henrik var klar på at prøve livet som iværksætter og tænkte, at det var meget sjovt at prøve. Det var nu han havde tiden og muligheden. Ved at være selvstændig, fik han en større frihed i forhold til at levere den bedst mulige service til hans kunder.
Som navnet også siger er servicen fra detDuer, noget der duer. Og hvis det skulle ske, at det ikke gør, så er Poul Henrik heller ikke bleg for at trække sig og overlade opgaven til andre, der kan varetage opgaven.

Milepæl
Poul Henrik er en ihærdig initiativtager, der gennem årene har iværksat mange initiativer. Et mål lige fra detDuers spæde start, var at teste netværket. Milepælen er nået: Netværket virker. Både i relation til samarbejdsrelationer og i forhold til at indhente kundeopgaver.
Poul Henrik kan opfylde en række behov hos hans kunder bl.a. sammen med sine samarbejdspartnere, og har selv kunne sammensætte sin kundekreds.
Poul Henrik ser også den gensidige respekt der er mellem ham, hans kunder og samarbejdspartnere, som en stor milepæl.
I takt med at virksomheden bliver mere udbredt, øger Poul Henrik kundekredsen. En af de nyeste kunder er den danske modetøjsvirksomhed Bestseller. Det er yderligere en milepæl for Poul Henrik og detDuer.
Fremtiden
Poul Henrik regner stærkt med, at han i hvert fald holder gang i virksomheden, indtil han bliver 70, altså om 4 år. Men hvis helbredet vil og hans virksomhed stadig er relevant, er han klar på at forsætte derefter.
Poul Henrik har aldrig haft tanken om at detDuer, skulle blive en større virksomhed. Målet er i stedet en virksomhed, der er en del af ham, med en fast kundekreds med gode relationer til kunder og samarbejdspartnere.
Et godt råd til iværksættere
Hvis du går med tanken om at starte din egen virksomhed, har Poul Henrik flere gode råd til dig.
Først og fremmest skal du sætte et mål for, hvad du gerne vil opnå. Du skal have en grund til at starte din virksomhed.
Din virksomhed skal skille sig ud fra mængden og være unik på en eller anden måde. Så når du længst.
At blive selvstændig er et stort skridt at tage, derfor er det vigtigt, at du også har opbakning fra hjemmefronten. Din familie og din bedre halvdel, skal støtte dig i dit iværksætterprojekt.
Som selvstændig kan du have utallige bekymringer for, hvordan det skal gå og det er nok også meget naturligt. Men hvis du spørger Poul Henrik, er det vigtigt, at du også har is maven og kan lære at nyde de perioder, hvor du ikke har travlt.
Dernæst skal du have et godt navn, du skal aldrig undervurdere vigtigheden af et godt navn. Et navn der vil blive husket.
Et sidste råd fra Poul Henrik, handler om kollegaer og fællesskaber. Som solo selvstændig kan en dag på kontoret hurtig blive meget ensom, hvis du bare er dig selv. Poul Henrik er også til daglig ene mand i detDuer, men har fået kontorplads hos en af sine kunder. På den måde får han trods han er solo selvstændig, en hverdag med “kollegaer”.
Startup Central
Poul Henrik fik kendskab til Startup Central fra hans bekendte Karsten Koed, der sidder som bestyrelsesformand i Startup Central. Karsten Koed har en stor aktie i at finde Poul Henriks firmanavn detDuer, fordi Karsten er stærk på den front som mangeårig marketingsmand.
Poul Henrik blev særligt fanget af de mange coaches, der er tilkoblet Startup Central. Og ser det som noget, der vil kunne hjælpe ham fremover. Poul Henrik regner med at få stor gavn af Startup Centrals coaches i fremtiden.
Følg Poul Henriks iværksætterrejse
Vi hos Startup Central er store fans af Poul Henrik, hans historie og hans gåpåmod.
Vi glæder os til at følge ham og detDuer på deres videre rejse. Du kan besøge detDuer på deres hjemmeside. Og du er ligeledes meget velkommen til at kontakte Poul Henrik til en uformel drøftelse af muligheder og udfordringer med livet som selvstændig. Eller etablering af et samarbejde.
Læs mere
Ønsker du mere information om, hvordan Startup Central kan hjælpe dig, kan du læse mere om os her og kontakte os på telefon: +45 29 29 01 13 eller mail: kontakt@startupcentral.dk.