Jacob Skou Lopez Gøtterup
Bliv ved og giv det tid
Jacob stiftede Makari i maj 2021 sammen med Majken og sidenhen er Signe komme til. Jacob havde egentlig et rigtig godt arbejde, som han var glad for, han var leder i en større virksomhed og havde stor fleksibilitet og frihed. Men den grønne omstilling gik for langsomt. Strategien om den grønne omstilling omfattede ikke rigtigt det nederst led i virksomheden, nemlig medarbejderne. ”Hvis der skal gøres en stor forskel i forhold til den grønne omstilling, så skal medarbejdere vide præcis hvordan de bidrager igennem deres daglige arbejde.” Jacob brugte derfor et par år på at klæde medarbejderne på, men måtte til sidst sande at hans eget ambitionsniveau ikke stemte overens med hastigheden. I fritiden var arbejdet på Makari begyndt, men han kunne mærke, at det ikke fungerede, han havde behov for at være 100 % til stede i Makari.

Makari
Makari formidler investeringsprojekter til et bredt publikum, som går op i bæredygtighed og den grønne omstilling. Det er gjort nemt og gennemskueligt at investere direkte i grønne omstillingsprojekter, her ved man at ens investering gør en direkte forskel. ”Hvis jeg køber aktier i store virksomheder, som f.eks. Ørsted, har jeg igen garanti for at min investering skaber flere vindmøller i verden, man ser ikke den direkte forskel. Når man investerer i et projekt igennem Makari, er der en direkte impact, for du investerer i et lån til en virksomhed, der med pengene vil realisere et grønt omstillingsprojekt.”
De store virksomheder, fonde og regeringen kan gøre en stor forskel, men hvis der for alvor skal komme skub under den grønne omstilling, skal vi også have gang i den private borger, og det er netop dét, som Makari gør muligt. Virksomheder kan også investere igennem Makari.
Alle kan investere i de forskellige projekter, de kan investere alt fra 1.000 kr. til 200.000 kr. Der er sat et maksimum for at sikre, at store virksomheder og fonde ikke køber hele projektet, da man så mister crowdfunding-princippet.
Alle investorer får en rente af projektet, når de investerer, og det fremgår på forhånd hvor meget de kan forvente. På den måde ved de præcis, hvad de går ind i.
Med en investering på 1.000 kr. i Makaris nuværende åbne projekt (NordInvest – upcycling i fødevareindustrien) kan man være med til at spare 7,6 ton CO2-udledning per år. Man får dermed mulighed for at tjene penge samtidig med, at man gør en forskel for miljøet. Investerer man 10.000 kr., kan man spare 76 ton CO2 per år.
Virksomhederne som søger funding gennem Makari får også en masse fordele. Foruden fundingen får de et netværk og ambassadører i form af investorerne, som jo er interesserede i, at det går virksomheden godt. Derfor kan man opleve at de aktiverer deres netværk og det kan for eksempel resultere i nye samarbejdspartnere eller kunder til virksomheden.
De to største milepæle Jacob fortæller om er, at de rejste deres første projekt på 1,5 millioner på 30 dage – ”folk kan virkelig se potentialet i Makari.” og at Makari i julen 2021 fik en investering fra Innovationsfonden, da de vandt Innofounder. ”Ikke nok med at det er dejligt økonomisk, det er også en kæmpe anerkendelse og skulderklap at få.”
Makaris fremtid
Det er gået rigtig stærkt i Makari og de har meget travlt, derfor vil der blive skruet lidt ned for projekterne det næste halve år og blive kigget på det interne. Platformen skal opdateres, så den skaber en bedre kundeoplevelse og skalerer bedre.
Makari har ambitioner om at finansiere projekter for 600 millioner kr. frem til 2030, der leverer en CO2-reduktion på 1 % af 2030 klimamålet på 70 % reduktion. Dét svarer til knap 108.000 tons CO2 over de næste 8 år.
Et godt råd fra Makari
”Kast dig ud i det. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, det citat gælder for iværksætteri, man finder de kreative og kosteffektive løsninger, når det bliver svært.”
Selv hvis det værste skulle ske og man må lukke sin virksomhed, så er det vigtigt at minde sig selv om at man udvikler sig som person og får en masse at skrive på CV’et, ting som man ellers ikke kunne have erfaret som lønmodtager.
”Bliv ved og giv det tid. Det første år er det sværeste, men hvis man bliver ved og lader tiden arbejde for én og bruger tiden rigtigt, så skal det nok komme.”
Udover opfordringen til at kaste sig ud i det og lære henad vejen, så opfordrer Jacob også til at have gode sparringspartnere. Makari sammensatte meget tidligt et advisory board, som de mødes med 4-6 gange om året, hvor de taler om udfordringer, udvikling osv. ”Find sparringspartnere, som kender til dit område og folk med andre kompetencer end dig.”
Derudover anbefaler Jacob, at man respekterer folks tid. De er villige til at tage tid ud af deres kalender og bruge den på dig, uden at få noget andet igen andet end god karma. ”Det er den bedste oplevelse jeg har haft.” Så tøv ikke med at række ud, folk vil gerne hjælpe. Men have respekt for folks tid.
Dertil skal man ikke undervurdere det personlige netværk, det skal plejes! Måske er der nogle, du har en relation til, som kan blive til forretningsmuligheder.
Det har Startup Central hjulpet Makari med
Dengang Makari først kom i forbindelse med Startup Central var det de kontante fordele, som overbeviste dem om, at de skulle være medlem. De stod blandt andet over for at skulle have Signe med som medejer af virksomheden, dette fik de klaret med noget advokathjælp fra en af vores partnere.
Derudover er Jacob meget begejstret for det netværk og de coaches, som Startup Central stiller til rådighed. ”Det vigtigste for en iværksætter er netværk, derfor er det fedt, at man som iværksætter kan hente gode råd og fedt at der er en netværksgruppe, hvor man kan stille spørgsmål og få henvisninger.”
Så selvom det var de kontante fordele, som først og fremmest fik Jacob til at blive medlem af Startup Central, så har han sidenhen fundet den store værdi der er i netværket og coaches.
Følg Makaris iværksætterrejse
Startup Central mener, at det er et helt igennem fantastisk koncept Makari har skabt. Det passer lige ind i vores tid, specielt med det store fokus der er på bæredygtighed, der er rigtig mange som gerne vil være med til at påvirke den grønne omstilling endnu mere og det får de mulighed for hos Makari.
Makari giver dig magten til at handle på vor tids største udfordring.
Vi i Startup Central er ikke i tvivl om, at dette kun er begyndelsen, vi kommer til at se en fantastiske rejse med Makari.
Vil du også følge Makaris rejse, så kan du tjekke dem ud på deres hjemmeside, Facebook, LinkedIn og Instagram.
Læs mere
Ønsker du mere information om, hvordan Startup Central kan hjælpe dig, kan du læse mere om os her og kontakte os på telefon: +45 29 29 01 13 eller mail: kontakt@startupcentral.dk.