Arbejdsmiljø

Hvad er et arbejdsmiljø?
Arbejdsmiljø er de fysiske, psykosociale, relationelle og organisatoriske påvirkninger, man bliver udsat for, når man er på en arbejdsplads. Under arbejdsmiljø kan man tale om både fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
Det psykiske arbejdsmiljø handler om samspillet mellem mennesker og arbejdet om, de faktorer der påvirker mennesker psykisk i arbejdet, samt de gensidige påvirkninger mellem mennesker. Det psykiske arbejdsmiljø handler om psykosociale forhold på arbejdspladsen, som i samspil med den enkelte kan påvirke både det psykiske og det fysiske helbred – både positivt og negativt. Det psykiske arbejdsmiljø kan spille en stor rolle i det at fastholde sine medarbejdere. Det psykiske arbejdsmiljø kan påvirkes af ting som:
- Om man har de rette ledere
- Om man formår at tilrettelægge arbejdsopgaverne optimalt
- Om medarbejderne ser tilfredsstillende udviklingsmuligheder i jobbet
- Om man ansætter nye medarbejdere, der passer ind i virksomhedskulturen
Det psykiske arbejdsmiljø har også indflydelse på, hvilke kompetencer der skal ledes efter ved ansættelser samt hvilke uddannelses- og udviklingstiltag der er behov for.
Det fysiske arbejdsmiljø handler om ting som arbejdsstedets indretning, tunge løft, ensidigt gentaget arbejde, indeklima, stoffer og materialer man kommer i kontakt med, støj, lys, arbejdsstillinger med videre.
Der er en arbejdsmiljølov, som er en rammelov, der indeholder bestemmelser for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Loven har til formål at beskytte de ansatte og skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøloven omfatter både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
For at styrke arbejdsmiljøet, kan en virksomhed lave en APV – arbejdsmiljøvurdering.