Martin Bernth Madsens

Det handler om ikke at give op

Martin Bernth Madsens, 40, iværksættereventyr startede med at producere sildebensborde, men viser sig at skulle forbi bryllupsarrangementer for i dag at arbejde med et abonnementskoncept, hvor han vil sælge kunstartikler. Men for at forstå Martins rejse og de udfordringer, der har været på vejen, må vi starte et andet sted. Martin har en kompleks kronisk sygdom, cystisk fibrose, som gør, at han har omkring 60 sygedage om året grundet indlæggelser på rigshospitalet hver tredje måned.

 

Martin havde et grafikerjob og var hos startupvirksomheden Drugstars, men nogle kommunale regler, satte det en stopper for det, og tilbage i 2017, mistede Martin jobbet. Martin fortæller om hans vej til iværksætteriet: ”Den måde jeg blev presset ud i iværksætteri på er, at […] arbejdsgiveren ikke kunne få kompensation for de sygedage jeg har haft, da jeg var arbejdsløs for inden. Derfor skal jeg have været i job i minimum et halvt år, før min arbejdsgiver kan få refusion. Men det er en startup. Det har han ikke råd til. Jeg står nu tilbage og har mistet jobbet, og samtidig er der da ingen, der vil ansætte mig med disse vilkår. Så blev jeg sådan: Fuck det, så klarer jeg mig selv”.

 

Heldigvis bliver Martin bidt af iværksætterlivet og det viser sig, at han har øje for den gode forretningsidé. Han er god til at skabe noget, og det at bygge noget op, som glæder andre, er en stor motivationsfaktor.

Hvordan opstod idéen?

Martins morfar har altid sagt til Martin, at man skal gøre det, der gør én glad. Martin har altid elsket at tegne og var god til det grafiske. Derfra begyndte han at få idéerne til Helmer Design, hvor han startede med produktion af sildebensborde, men i 2017 udvidede han forretningen med en investering i en laserskære. Den brugte han til at producere og designe skilte, bordkort, menukort og så videre til bryllupsbranchen.

 

Forretningen tog fart, og de valgte at stoppe produktionen af borde, for at gøre forretningen skarpere og kun have fokus på eventdesign. Helmer Design er på dette tidspunkt de første på markedet i Danmark, og opmærksomheden omkring deres forretning stiger i takt med trafikken på hjemmesiden. Rygtet om Helmer Design spredes og SoMe annoncering gør, at 2019 bliver det travleste år, de nogensinde har haft. Der arbejdes med højt profilerede bryllupper og deres omdømme er præget af høj grad af professionalitet og dygtighed.

 

16. september 2019 kortslutter laserskæren og virksomheden brænder ned. Martin fortæller: ”På tyve minutter mistede jeg alt”, hvilket i høj grad udtrykker, hvor stor skade, der var sket. Martin bliver meget syg, som også var stressudløst: ”det at have arbejdet så mange timer om ugen på noget man elsker, og så mister man bare hele lortet. Jeg kunne ikke engang bo hjemme, fordi der var sodskade fra branden. Så jeg boede i et sommerhus om vinteren, og det var bare pisse koldt. Så der måtte jeg trække stikket lidt. Jeg var på hospitalet hver 3-4 uge”.

 

Heldigvis er Martin ikke typen, der kan sidde stille. Han fortæller, at han ikke passer ind i et 8-16-job, så han var ikke i tvivl om, at han skulle ud og prøve noget iværksætteri igen. Morfars mantra kørte i hovedet: ”du skal gøre det, der gør dig glad”. Og i sommerhuset begyndte tankerne at rulle, mens han bruger meget tid på at tegne. Idéen opstod, da han oplever kun at kunne købe store mængder af fx farveblyanter, selvom han blot skal bruge tre til at vurdere, hvordan de er at arbejde med: ”Derfor tænkte jeg, hvordan kan jeg skrue ned for mine udgifter til kunstnerartikler, og samtidig prøve en masse nye artikler?” siger Martin og fortsætter: ”Så fik jeg idé om at skabe en abonnementsforretning på kunstartikler. Jeg tegner rigtig meget og jeg kan godt lide at prøve nye tegneting og kunstnermaterialer. Jeg er som et barn i en slikbutik, når jeg er i en kunstnerforretning”.

 

Martin fortæller, at der skal bygges et helt community op foruden de kunstnerartikler på abonnement. Der skal være forskellige kunstnere tilknyttet, turturials og undervisningsvideoer og introduktion til nye materialer. Derudover vil Martin opbygge et loyalitetsprogram, hvor man kan få forskellige rabatter, hvis man har været medlem mere end tre måneder.

 

Martin laver markedsundersøgelser og kigger mod udlandet, hvor han øjner en mulighed for at etablere sig i Skandinavien og ser også generelt et marked i Europa, hvor der kun er en udbyder i England. Derudover finder han to store udbydere i USA, som omsætter for 35 mio. dollars, hvilket fortæller ham, at der er et markedet for dette. Det er dog et nyt koncept at opbygge det hele som et community, og Martin ønsker at henvende sig til en bred målgruppe; både børn og voksne, amatører og kunstnere. ”Jeg vil have fat i mennesker, som ham, der kan lide at tegne, men også gerne vil udforske nye materialer uden det koster 700-800 kr.” fortæller han.

 

Med hjælp og sparring fra Startup Central, er forretningsplanen netop ved at være færdig, og Martin har fundet en makker, som han kan køre det sammen med. En makker med fingeren på pulsen i forhold til kunstartikler og kontakter. Næste step er at finde investeringen, der kan virkeliggøre dette eventyr. Martins plan er, at investeringen til at skyde forretningen i gang er der i løbet af efteråret. Dernæst er målet, at de inden for tre år har en fast kundebase med 2500 abonnementer, hvoriblandt professionelle kunstnere er en del af det. Derudover tror Martin på, at de har kapitalen til at indtage Skandinavien.

Hjælp og sparring kan spare dig penge

Iværksætterrejsen er ikke uden bump på vejen, og Martins historie viser også, hvor hurtigt uforudsete ting kan få en succes til at gå tilbage. I første omgang skal der være kapital til at skubbe forretningen i gang. Martin selv har flere freelanceopgaver som grafiker, hvor han blandt andet også sætter en dyd i at hjælpe unge iværksættere fra Startup Lounge, så de også får en professionel base.

 

Martin har selv oplevet, hvordan man kan bruge sine penge forkert som startup, hvorfor han i dag sætter stor pris på netværk og Startup Lounge: ”Jeg var glad for den hjælp jeg fik hos Anders Fogh (CEO og stifter af Startup Central) i sin tid, nu vil jeg godt hjælpe andre iværksættere med at komme lidt frem. Priserne er også venlige overfor nye iværksættere, så de også kan se mere professionelle ud uden at ruinere dem fuldstændig”. Martin fortæller også om hans oplevelser fra tidligere, som gjorde, at han har brugt penge de forkerte steder. Det kan være svært starte op, hvis man ikke kan søge råd hos andre, der har prøvet det før: ”Jeg har lært fra Helmer Design, hvordan det er at få en pistolsælger i røret. De sælger en lækker helsidesannonce i et blad, og når man lige er startet og ikke har mange at få råd af, skal man føle det på egen krop. Og det har været nogle dyre penge”. Martin fortæller, at han i dag ville ønske, at han dengang aldrig havde købt bladannoncer, men lagt pengene direkte i facebookannoncering. Han mener, at firmaet højest sandsynligt ville være vokset noget hurtigere end det gjorde.

 

Martins erfaring har vist ham vigtigheden af at søge råd hos andre i forbindelse med opstart af virksomhed. Derfor nyder han godt af netværket, og han er selv meget aktivt på Startup Lounge. På den måde både giver og får han sparring fra andre iværksættere og Startup Central.

Jeg er ikke den fødte købmand

Som nævnt er investeringen nødvendig for at skubbe virksomheden i gang. Martin ønsker at ’trykke play’ lige så snart, investeringen er der. Og det kræver forarbejde, da forhandlere og leverandører til de tre første kasser, skal være på plads.

 

Det har været en større udfordring for ham at finde leverandører: ”Det er svært at finde de leverandører, der kan give tilpas meget rabat, så det giver mening fra start af. Der skal være en god avance på produktet, så vi kan udvide. Det er svært, fordi jeg er ikke købmand. Jeg er den kreative og den gode idéudvikler, men jeg ikke naturlig sælger og bestemt ikke en naturlig købmand. Det at påtage sig en helt ny rolle som købmand og se, hvilke rabatter man kan få, er den største udfordring”.

 

Samtidig betyder det meget at have de rigtige kontakter, for at få de gode priser. Martins makker betyder meget, da han har rigtig mange gode kontakter i branchen. Hvilket igen viser, at det er fornuftigt at række ud til andre, i stedet for at stå med det hele selv.

Hvad er dit råd til andre iværksættere?

Noget af det, Martin har lært på sin iværksætterejse, er, at man altid skal undersøge tingene en eller to gange mere, og dermed ikke stole blindt på de tilbud, man får. Det første tilbud er ikke altid det bedste, og det er ok at se på, hvordan konkurrenterne gør, og dermed bruge det til forhandling. For det med at forhandle priserne, er noget Martin har lært, kan være afgørende for dit forretningspotentiale. Rådet til andre med iværksætterdrømme er derfor også at være grundig til at undersøge de ting, man bruger penge på. Ellers kan det blive en dyr fornøjelse uden den helt store effekt. Martin bruger selv aktivt Startup Lounge, og giver ofte også sparring på opslagene derinde.

 

Derudover er et godt råd at opbygge et netværk. Martin siger: ”For at man kan vækste og blive bedre som iværksætter, skal man have megagodt netværk. Tag ud og mød så mange forskellige mennesker som overhoved muligt. Om det er en lokal erhvervsforening, facebookgrupper som Startup Lounge eller andet er alfaomega”. Hans råd er derfor at være aktiv og hele tiden søge og pleje netværket. Ved at være aktiv skaber du dit omdømme og fortæller, hvem du er, og hvad du kan. Derudover siger han, at han i dag ikke ville være foruden en fordelsklub som Startup Central, som både har gode tilbud og ubegrænset adgang til sparring og netværk.

 

Til slut siger Martin, at man ikke skal tænke så meget over, om det bliver en succes inden, man overhovedet er startet. Hans råd er bare at gøre det. Martin siger: ”Det, der er så irriterende i den tid, vi lever i, er, alle folk tror, at det at være iværksætter, er de nye rock stars. Det er hårdt og ubarmhjertigt, men hæng i og tro på det”. Hårdt arbejde vil betale sig, og man lærer meget hen ad vejen, som gør dig stærk.


Vi i Startup Central er stolte af at være med på Martins rejse, og hans historie viser, hvor vigtigt det er at kunne rejse sig igen, selvom du oplever modgang. Din egne vilje og tro på, at det lykkedes, vil bære dig langt, sammen med et stærkt netværk, som kan råde og vejlede.

Vi glæder os til at følge Martin, når virksomhedens går live i løbet af efteråret.



Ønsker du mere information om, hvordan Startup Central kan hjælpe dig, kan du læse mere om os her og kontakte os på telefon: +45 29 29 01 13 eller mail: info@startupcentral.dk.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV