Sådan fik jeg min virksomhed i opadgående kurve uden meget erfaring eller stor investering | Startup Central
Sarah fortæller i indlægget her om hvordan hun fik startet sit rengøringsfirma, Sarah's Service.

Jeg hedder Sarah Johnsen, og er indehaver og stifter af kvalitetsrengøringsfirmaet Sarahs Service. I dette blogindlæg fortæller jeg, hvordan jeg åbnede min virksomhed, samt hvordan jeg fik det til at gå i opadgående kurve uden stor investering, og uden at have meget erfaring indenfor branchen.

Jeg er 26 år, og jeg arbejder fysisk i min virksomhed. Det vil sige, at jeg både er ude og gøre rent for kunderne, og samtidigt står jeg for al administrativt, al promovering, al økonomisk og al regnskab selv.

Sarahs Service tilbyder kvalitetsrengøring hos private og i erhverv. Vores kundekreds er primært mæglere, bankfilialer, direktører og velhavende mennesker. Men vi har også vores ældre kunder, som er pensionerede. Sarahs Service har unikke brands, som ikke er normalt i denne branche, og det var derfor jeg stiftede virksomheden.

For at holde udgifterne nede, studerede jeg Iværksætteri og Erhvervsøkonomi på et onlineforløb ved Niels Brock. På den måde havde jeg mine faste indkomst der, og jeg kunne bygge videre på min lille lyserøde forretning uden at sætte mig selv i gæld.

Jeg har delt min iværksætterrejse ind i fem trin.

  1. Det vigtigste var at finde ud af, hvordan jeg fik opgaver og kunder. Jeg havde allerede ideer til tøj, logoer og produktvalg, men jeg skulle først finde ud af, hvordan jeg fik kunder. Jeg nægtede at betale flere tusinde kroner for at komme ind på diverse platforme, hvor jeg kunne byde på opgaver. Derfor gik jeg på Google, og søgte på alle andre rengøringsfirmaer i Danmark – ikke for at stjæle nogle af deres ideer – men for at møde dem om et eventuelt samarbejde i fremtiden.
  2. Jeg fik utrolig hurtigt scoret nogle møder, og jeg fik et par opgaver her og der, for at vise, hvad jeg kunne. Jeg søgte en erhvervskonto i banken, og den blev godkendt efter ca. 6 ugers tid. Indtil da brugte jeg min egen private konto.

    Efterfølgende fik jeg kunder gennem de rengøringsfirmaer, som jeg havde fået et stabilt samarbejde med. Kunderne startede jeg selv op, og jeg besøgte dem også alene. Under hvert besøg tog jeg før-og-efter billeder af alt mit arbejde, og gemte dem, så jeg kunne bruge dem, når jeg fik min hjemmeside.

    Samtidigt studerede jeg hver eneste aften for at lære om de økonomiske og praktiske ting. Her brugte jeg min underviser i økonomi utrolig meget. Da jeg pludseligt nåede 50.000 hurtigt, hjalp min underviser mig i at sætte mig op i moms.

    På selve GF2 (red., undervisningens andet grundforløb) lærte jeg alt om moms, afsætning, bruttoomsætning, IT, opbygning af hjemmeside – alt hvad jeg havde brug for, for at forbedre og udbygge min egen virksomhed.
  3. Tredje step: Her kom jeg på sociale medier. Jeg delte mine billeder med mine små ekstra goder hos mine kunder. Det resulterede i, at jeg fik omtalt mine brands og kerneværdier såsom: at vi aldrig går før tid, at vi kun arbejder med lyserøde produkter og lyserødt arbejdstøj samt lyserød faktura, at vi er ’smilende fine kvinder’, og at vi har vores egne fire forskellige duftposer, veganske produkter og dufte til inventar.
  4. Fjerde step: Jeg lavede visitkort og bestilte 500 stk. hos Vistaprint.dk, og jeg lagde et par stykker hos hver kunde, jeg besøgte. Jeg investerede stort set hele min SU i min virksomhed, og da min SU ophørte, og jeg skulle leve af Sarahs Service, stod virksomheden faktisk, og jeg kunne trække lidt penge ud skattefrit. Det gavnede mig, for nu kunne jeg investere i en næsten ny bil.

    Jeg sørgede for, at alle gøremål i løbet af ugen havde faste tider og timer, selvom jeg var min egen chef. Så selvom regnskabet godt kunne vente til dagen efter, var jeg stædig, og jeg har ikke misset mange søndage uden at bogføre mit arbejde.

    Jeg har sørget for at gøre det hyggeligt, når jeg skal i gang med at lave regnskab, da det hurtigt kan blive kedeligt, hvis man ikke er interesseret i tal – som jeg ikke er. Men jeg tager hyggetøjet på, hælder et glas vin op, og hygger med det. På den måde elsker jeg faktisk min tid med mit regnskab, og jeg synes alle skal finde deres måde at gøre det hyggeligt på, hvis man vælger at sidde med det selv.
  5. Femte step: I dag lever jeg at min virksomhed, og har flere planer i vente. Jeg har planer om at opbygge 2 fuldtidsstillinger og ansætte 2 søde kvinder, som skal besøge vores faste kunder – hvor jeg selv kun er med til selve opstart og ellers står for det økonomiske.

Sarahs service, rengøringSarahs service, rengøring