
Iværksætterhåndbogen er skrevet af Hanne Wick og Dorthe Klyvø, og er nu ude i sin tredje udgave. Begge forfattere har mange års erfaring som selvstændige og har skrevet Markedsføringshåndbogen – for små virksomheder.
Med Iværksætterhåndbogen har Wick og Klyvø forfattet en bog, som med fordel – til trods for titlen – kan læses af alle, der interesserer sig for drift og udvikling af små og mellemstore virksomheder (SMV’er).
Når alt er på spil, og du skal forholde dig til utallige parametre, er det fantastisk med en ’Maggi’-terning af en bog, hvor relevant viden inden for iværksætteri er grundigt forklaret og lettilgængeligt.
Iværksætterhåndbogen indeholder en checkliste, hvormed du kan bevare overblikket, når mangt og meget skal undersøges, udfærdiges og følges op på.
Undervejs er bogen illustreret, og de 244 sider er krydret med billeder og citater fra iværksættere, som selv er gået vejen fra idé til virksomhed og gjort sig sine erfaringer. Det gør bogen utroligt praksisorienteret, vedkommende og autentisk. Håndbogen er med andre ord ikke blot én i rækken af bøger med abstrakte og – måske – tørre teorier om iværksætteri og forretning.
Læs om det, du har behov for her og nu
Det ligger i titlen, at dette er en håndbog. Det betyder, at du kan læse bogen i sin helhed, men du kan også læse kapitlerne uafhængigt af hinanden uden at miste pointer og forståelse for området. Dermed fungerer bogen dit opslagsværk til viden, som du har behov for her og nu.
I Iværksætterhåndbogen finder du blandt andet overskrifter og tematikker som følger:
- Personlige overvejelser
Her drejer det sig om afklaring om, hvorvidt du tør tage springet og blive selvstændig. Det gælder overvejelser i forhold til din personlighed, selvtillid, dit selvbillede, og hvilken betydning iværksættervejen kan have for familie og fremtid.
- Holder ideen?
Kapitlet giver dig inspiration til og vejledning i afprøvning af fundamentet for din (kommende) virksomhed. Det indebærer redskaber til analyse af eksempelvis forretningsmodel, idé, testmodel og SWOT.
- Etablering af virksomhed
Dette vedrører dine overvejelser om selve virksomhedsetableringen. Herunder navn, forretningsplan, ejerskab, virksomhedsform og eventuel bestyrelse/advisory board.
- Sikkerhed
Etablering af virksomheder indbefatter en række praktiske foranstaltninger, og dette kapitel tager dig i hånden og giver dig råd om forsikringer af dig selv og din virksomhed.
- Økonomi
Budgetter, fakturering, løn, bogføring, regnskab … som virksomhedsejer må du forholde dig til en række økonomiske faktorer, i Iværksætterhåndbogen kan du slå op, hvad der er nødvendigt at vide, og du får råd til at håndtere økonomiske spørgsmål undervejs på din iværksætterrejse.
- Salg og forhandling
Herunder giver forfatterne dig værktøjer til at vurdere, hvordan du prisfastsætter din ydelse eller dit produkt. Dertil kan du læse om forskellige salgsformer, og du får en praktisk tilgangsvinkel på forhandlingsteknikker.
- Markedsføring
Markedsføring er et vidt begreb, og hvordan du skal markedsføre dig, afhænger af branche, produkt/ydelse og dit temperament. Markedsføring rummer dertil både spørgsmål om og løsninger på strategi, æstetik og eksekvering. Håndbogen giver dig derfor et overblik over markedsføringsmuligheder – herunder valg af logo, hjemmeside, sociale medier. Håndtering af PR og udfærdigelse af en kommunikationsplan kan du ligeledes få inspiration til.
- Netværk
Beskrivelse af forskellige netværkstyper, hvordan de med fordel kan benyttes.
- Struktur og gode vaner
Som iværksætter og selvstændigt kan dage, tid og rum hurtigt flyde sammen. Ingen iværksætter er ens, men alligevel er det gavnligt med overordnet inspiration til, hvordan du får skabt en dagligdag, hvor du kan fokusere på dét, som skaber værdi for dig.
- Udvikling af virksomheden – og dig selv
Som iværksætter har udvikling typisk to grene. Den ene vedrører udviklingen af din virksomheder, og håndbogen giver derfor viden om udvikling af strategi, produkt/ydelse og struktur. Den anden gren vedrører udvikling af dig selv, og bogen tilbyder refleksions spørgsmål vedrørende: Er du en god leder – og så for dig selv?
- Krise
Uanset virksomhedsstørrelse er kriser uundgåelige. Som iværksætter kan barrieren være spørgsmålet: ”Hvad nu hvis…?” Derfor har forfatterne dedikeret et afsnit til, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du lærer at skelne mellem stille perioder og begyndende kriser.