Derfor bliver den billige hjemmeside dyr for dig | Del 1 | Startup Central
1 del af en blogserie på 3. Få svaret på hvorfor du skal prioritere en ordentlig hjemmeside fra start.

Iværksættere fristes tit til at spare mange penge på hjemmesiden, når de opretter deres virksomhed.

Argumenterne lyder:

  • ”X kroner er en stor del af vores opstartsbudget.”
  • ”Vi skal lige tjene nogle flere penge, før vi investerer i den rigtige hjemmeside.”
  • ”Lad os lige se, om det er muligt for os at sælge via hjemmesiden, før vi investerer flere penge i den.”
  • ”Vores kunder siger, at de ikke vil læse så meget.”

Der er mange problemer ved argumenterne. For prioriterer du ikke en god, professionel hjemmeside, kan du ikke bedømme, hvilket udbytte og salg den ville have givet dig. Du kan kun konkludere, at den lille og billige ikke giver de store resultater. Og netop her laver mange den fejlslutning, at de heller ikke kunne tjene mange penge gennem en god hjemmeside, hvis de prioriterede den.

Selv ser jeg en tydelig sammenhæng mellem investeringsviljen ift. at udbygge hjemmesiden og det beløb, firmaer allerede har brugt på hjemmesiden. Og dermed bekræfter de, at det er investeringen værd.
Med de billige hjemmesider ser jeg præcist det omvendte. Netop fordi firmaerne ikke har oplevet, at hjemmesiden sælger.

Min konklusion er derfor, at du ikke bare mister salg i din virksomheds begyndelse pga. din billige hjemmeside, men du risikerer også at spare på hjemmesiden fremover, derfor mister du måske salg i hele virksomhedens levetid. I yderste konsekvens kan det betyde, at dit firma må lukke, eller at du altid kommer til at knokle langt mere for dit salg – end du behøver.

Selv hvis du primært sælger til dit netværk, på anbefaling eller gennem annoncer eller sociale medier, skal du ikke underkende, at flertallet af dine mulige kunder kommer forbi din hjemmeside mindst én gang, mens de overvejer at handle hos dig. Og bekræfter hjemmesiden dem ikke i, at du vil være et godt valg, risikerer du at spilde alle de salgsindsatser, du har lavet andetsteds.

Mange grunde til, at de små hjemmesider ikke sælger

Ofte kræver dét at sælge fra en hjemmeside mere, end iværksættere er klar over. Særligt hvis du har arbejdet med fysisk salg, kan du blive overrasket over, hvorfor det er så meget anderledes at sælge fra en hjemmeside.

Forskellen er, at når du skal sælge fra hjemmesiden – eller have de besøgende til at kontakte dig - skal hjemmesiden gøre alt det, du selv ville gøre i det fysiske møde: Give de rette oplysninger på det rette tidspunkt, bearbejde forbeholdene osv. Og det er meget lettere for en kunde at række ud efter dig, når du er der, end hvis han eksempelvis skal udfylde din kontaktformular.

Nogle gange skal din hjemmeside både honorere den allerførste kontakt mellem dig og kunden og guide ham gennem flere undersider, til han bliver klar til at købe eller kontakte dig.

Jo mere kompliceret og dyrere dine ydelser eller produkter er, jo mere kræver din hjemmeside – og de specifikke undersider. For læseren har dermed brug for flere påvirkninger og oplysninger.

Mange salgssider mangler en række oplysninger, fordi afsenderen forventer, at potentielle kunder ved meget mere om produkt, anvendelse og udbytte, end tilfældet er. Særligt udbyttet kan ofte præsenteres bedre, og måske er der tale om flere gevinster end én.

I konsulentbranchen undlader mange også at skrive prisestimater, priseksempler eller konkrete fra-priser på hjemmesiden. En kunde, der er interesseret i prisen, er en kunde, der overvejer at købe. Så meget desto mere ærgerligt er det, at kunden går i stå netop her.

Men salgssiderne kan ikke stå alene, og du har brug for flere typer tekster til at understøtte dem. Det gode er, at du kun skal skrive dem én gang, så arbejder de for dig 24/7 fremover.

Hvilke det er, og hvordan du skriver de specifikke tekster, kan du læse i min e-guide ”Sælg mere med hjemmesidens vigtigste sider”, som du får adgang til, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev om markedsføring.