De fem bud: Sådan vinder du kampen om kunderne | Startup Central
Serieinvestor Magnus Kjøller giver sine fem bud på, hvordan man vinder kampen om kunderne.

Du har fået idéen, der skal få millionerne til at rulle, men kender du dit marked og dine kunder? Man kan ikke være noget for alle, siger serieinvestor Magnus Kjøller, der her giver sine fem bud på, hvordan man vinder kampen om kunderne.

Hver anden startupvirksomhed overlever ikke i fem år, men hvis du lykkes med at finde din niche og differentiere dig fra konkurrenterne, kan du skabe en win-win situation for dig og dine kunder. Mange iværksættere satser for stort for tidligt, fortæller Magnus Kjøller, som har investeret i mere end 50 virksomheder.

Lur dine konkurrenter

  • Det er helt afgørende, at du starter med at forstå dine konkurrenter og analyserer, hvordan de begår sig på parametre som produkt, service, pris, omdømme og relationer til kunderne, siger Magnus Kjøller.
  • Først når du har gjort dit forarbejde og har overblik over dine konkurrenter og dit marked, kan du starte “produktionen”.

Vær ikke noget for alle

  • Jeg taler med mange iværksættere, som har for mange bolde i luften. For at være ærlig, så blinker de røde lamper hos os i Kjøller, når et statup vil for mange ting for hurtigt. Fokuser i stedet forretningen og bliv den bedste inden for dit felt eller i dit lokalområde, så du tydeligt skiller dig ud.
  • Der må ikke være tvivl om, hvad du vil med din virksomhed - er jeg i tvivl som investor, er der nok også en pæn chance for, at dine kunder er i tvivl.

Find hullet i markedet - som Apple og Ryanair

  • Dit produkt skal enten være bedre, billigere eller stærkere end dine konkurrenters. Apple fokuserer på at lave fantastiske produkter, Hotel D’Angleterre fokuserer på højeste service, Ryanair tilbyder de laveste priser og din lokale pizzamand opbygger relationer ved at kende dit navn og din favoritordre.
  • Find ud af, hvor der er et hul i det marked, du konkurrerer i. Og angrib det.

Kig på andre brancher

  • Ofte er der værdifuld inspiration at hente fra virksomheder i andre brancher. Hvilke smarte løsninger kommer de op med, som du enten kan lade dig inspirere af eller kombinere til at skabe nye muligheder. Det er også iværksætteri, siger Magnus Kjøller.

Prioritér dine Marketing-midler

  • Branding er meget mere end blot et nyt navn og logo. En tommelfingerregel er, at du skal levere dit budskab syv gange før det bliver hørt, så du har en løbende opgave med at kommunikere, hvordan du skaber værdi. Dit brand skal stå for noget, og ingen kender dig, når du starter op.
  • Som alternativ til det store og dyre marketing-mix kan du fokusere dit budget på en håndfuld af dine vigtigste kunder. Giv dem alt, hvad de har brug for og gør det bedre end nogen anden kan gøre det. Så øger du både din business, og kunden bliver en loyal ambassadør for dit brand - intet slår word of mouth, siger Magnus Kjøller.

Sidder du med en god idé, der skiller sig ud fra mængden, og søger du kapital til din virksomhed, så send din case til investeringsselskabet Kjøller her.

Kjøller har ejerskab i mere end 30 porteføljevirksomheder inden for forskellige brancher.