Coach | Maria Nørbæk, ejer Noerbaek |

Vi har taget hul, ikke kun på et nyt år, men et helt nyt årti, hvor vi kan sætte lidt fokus på de kvindelige iværksættere – og selvfølgelig gøre noget ved det!

Mange medier omtaler manglen på kvinder i topposter, bestyrelser og som iværksættere. Statistikkerne viser, at vi ikke har en stabil kurve, når vi taler om kvinder, der vælger at registrere sig som ejer af et CVR-nummer. Det er jo helt vildt spændende at finde ud af, om det blot er sådan det er (og skal være…) eller om der er noget, der kan gøres for at få sat skub i den vækstkurve.

Jeg synes ikke talen omkring lige vilkår og lige løn er specielt interessant i denne sammenhæng – men derimod, hvis vi virkelig kan gøre noget, hvad er det så kvinder mangler for at springe ud som iværksætter?

Den gode idé? Med egen lommefilosofi og kendskab, tror jeg ikke, det er det, der er tilfældet. Manglende mod, overblik, konsekvensberegning, økonomi, forpligtigelser og omverdenens reaktioner, tror jeg mere på.

Rollemodeller, mentorer og netværk – kan måske bidrage til at nogle af de ovenstående statements, kan elimineres – eller hvad er det der skal til?

For et lille års tid siden, var jeg inviteret til på nationalt morgen TV, for at tale om netop manglen på kvindelige iværksættere, og hvad jeg havde gjort – desværre syntes journalisten, som også var kvinde, at det var mere interessant at forstå, at jeg har 4 børn og var iværksætter. Hvorfor? Det er jo ikke så interessant i den sammenhæng. Det er da langt mere spændende hvorfor jeg er iværksætter – hvad det er der, der får mig ud af sengen om morgenen, får mig til at sætte mig ind i årsregnskaber og moms, servicere mine kunder, ligge lidt søvnløs når det slår knuder og hvad jeg gør for at komme videre.

Ovenstående erfaring bidrager til, at vi er nødt til at tale om, og finde ud af, ”Hvad er det, der gør at mænd fremfor kvinder vælge at starte en virksomhed?” Det kan jo godt være, at det bare, er sådan det er, og skal være, fordi der er forskel på mænd og kvinder, så fred være med det. Men så behøver vi ikke undre os eller have det som fokus emne mere. Hvis vi derimod kan gøre noget – så lad os dog komme i gang.

Det gør vi kun ved at stikke hovedet ud af busken og åbne munden. Så kære kvinde – er der noget om snakken og er der noget der mangler? Det er jo, som nævnt indledningsvis, super interessant at tage fat på.

Jeg glæder mig til at høre kommentarer og gøre en forskel, hvis det er det der skal til.

Godt nyt-årti!

Dette blogindlæg er skrevet af:

Maria Nørbæk, ejer af Noerbaek og coach hos Startup Central